Det første blogindlæg


Bloggen / Friday, February 2nd, 2018

I fredags var en af de aftener, som jeg har alt for få af.

Jeg kunne lirke mine sko af, smide mig i sofaen i et helt rent og ryddeligt hus, browse på Netflix og nyde et glas rødvin. Jeg kunne gøre det med god samvittighed, for det var min mands tur til at lave aftensmad, og mine børn legede stille, hver for sig med deres legetøj. Der var ro på, og jeg kunne begynde at mærke den spæde weekendstemning, som begyndte at flyde ind i min bevidsthed.

Jeg måtte låne hele 18 et halvt af disse vidunderlige minutter.

For der manglede jo en ren stegepande til at lave mad i, og drengenes humør begynder at få præg af lavt blodsukker efter at have tilbragt en hel dag i frisk luft.  Min lændepude, plaid og samtlige øvrige  puder er nu inddraget til hulebygning, den mindste kan ikke vente til aftensmaden er klar, og vil iøvrigt gerne bæres rundt imens jeg forsøger at snitte en agurk. Den anden skal have akut hjælp til at finde opladeren til sin iPad, som nu ligger på en encifret procent.

Det er nu, at jeg ikke skal tænke for meget over, hvordan andre mon bruger deres fredag aften. For det er ikke så sjældent, at jeg bliver en lille smule misundelig på dem, som lige nu er ved at pakke til en kærestetur til New York uden børn. Som kan vise børn frem i hjemmesyede fastelacnskostumer og som har kulturelle aktiviteter med dybe venner linet op weekenden lang. På dem, der som det letteste i verden bare tager en løbetur i smuk natur ved solnedgang.

Jeg ved godt, at de Instagrambilleder, som der bliver lagt ud er romantiserede glimt, beskåret, filtreret og satureret og lagt ud med det formål at dele glæden med andre ved de ting der opleves. Men misundelsen ligger nok med i erkendelsen af, at det er nogle reelle øjeblikke, som ikke altid bare ligger lige for: der har ligget rigtig meget arbejde forud, for at opnå disse lykkeglimt. Planlægning, arbejde, beslutninger, oprettelse af vaner, prioriteringer og nedprioriteringer. Måske tilfældige, men nok mest overvejede valg når der skulle besluttes, hvad ens tid skulle bruges på. Og jeg har ikke så sjældent ønsket, at jeg kunne være en flue på væggen en dag i livet hos dem, der udadtil ser ud til at have et yderst lykkeligt og afbalanceret liv. Bare lige for at lure en hemmelighed eller to af dem.

Men jeg ved jo, at jeg har lige så mange timer om dagen at tage af, som hende med de hjemmesyede fastelavnskostumer, og at der ligger en sandhed i at man må tage sig den tid man skal bruge. Men hvorfor føler jeg ikke, at jeg har noget tid at tage af?

Det er dét, jeg gerne vil dykke ned i at undersøge.

Og bare det, at jeg har kunne tage mig tid til at starte denne blog tyder på, at jeg på forunderlig vis har fundet nogle timer at tage af. Et først skridt i hvad der bliver en spændende og lærende rejse, er jeg sikker på. Jeg vil rigtig gerne have dig med på denne rejse.

Tak, fordi du læser med.

 

SaveSave

SaveSave

SaveSave

SaveSave

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *